Det er forunderligt hvor hurtigt tiden går! Vi har allerede boet i Zahlmannsvænget i et helt år.

Det er ikke forunderligt hvor hurtig man kan vænne sig til større plads - eller at børnene alligevel ikke vil ud i haven og lege - nu da de har den. Eller at de meget hellere vil lege i stuen i stedet for deres værelser. Eller at vi ikke rigtigt har fået så meget op på væggene eller faste lamper i stuen. Men det skal nok komme! Det er heller ikke forunderligt at man allerede er blevet Liguster Fascist¹!

Vi har fået et dejligt bryggers og fået malet loftet i stuen (mange tak til svigerforældrene for en kæmpe indsats, der måske noget uretfærdigt blev belønnet med en aprilsnar ²). Vi har fået ny tagrem og vi har fået fliser i det meste af indkørslen - så vi kan spare udgifterne til en firhjulstrækker.

DET der er forunderligt - er at vi næsten allerede har glemt hvordan det er at bo i lejlighed - og hvor mange historier det er lykkedes os at samle op om vores eget hus i den korte tid som vi har boet her.

Vi boede fem år i Mathilde Parken - og endte til sidst med at kende navnene og ansigterne på de fleste i opgangen. Det var et stort fremskridt i forhold til lejligheden på tibirkegade, hvor vi dårligt anede hvem der boede der!

Sjovt nok er folk lidt mere nysgerrige i forstadskvartererne - så vi og de ved hvem vi er. Da vi blev inviteret til en af vores 8 nærmeste naboers istandsættelsesindvielsekomsammen mødte vi det meste af Zahlmanssvængets beboere. Udover at det var mægtigt hyggeligt fandt vi også ud af at vores hus havde været ganske eftertragtet!

Vores værter havde nemlig haft en ejendomsmægler ude for at revurdere deres hus efter at det havde gennemrestaureret og moderniseret det (70’er hus ligesom resten af kvarteret). Da ejendomsmægleren så det flotte resultat udbrød hun - ja, så skulle de alligevel have budt på vores hus. Men indkørslen havde været et problem. Det viste sig at hun var kone til vores ejendomsmægler - så verden var mindre end jeg anede.

Men det skulle vise sig at verdenen (eller vores kvarter) i sandhed er mindre end selv jeg kunne forestille mig.

Det fandt vi ud af da vi skulle se på skole for August - der med raske skridt nærmer sig skolealderen. Vi troppede op til introduktionsmøde på den nærliggende Grønnevangsskole - og hørte om dens nye tiltag, så på børnehaveklassen og skulle netop til at se på SFO’en da en ukendt fyr kommer hen til mig og spørger om jeg er Jesper Kleis.

Det var jeg sjovt nok - men jeg havde ingen som helst anelse om hvem han var. Så han fodrede mig med oplysninger indtil han til sidst røbede hvem han var. Jeg har kun kendt ham i børnehaven, spillet fodbold med ham - og så liige gået i folkeskole med ham indtil 9’ende klasse. Meen jeg er ikke så god til at kende folk - så er det jo godt at jeg åbenbart er let at kende.

Det var så morsomt sammentræf (der er trods alt godt hundrede km til der hvor vi voksede op sammen) at jeg glemte alt om skolefritidsordning mm. Da rundvisningen var færdigt endte det med at vi udvekslede adresser. Først sagde Zahlmannsvænget ham ikke noget - men pludselig kom han i tanker om at at de faktisk havde set på på hus der. Zahlmannsvænget 6 - om vi kendte det.

Det troede vi nok at vi gjorde - det er jo ligesom der hvor vi bor. Min kammerat havde budt 2,7 mio for huset, der var sat ned fra 3 til 2,8. Det ville en af arvingerne ikke mmed til - så mæglerne forsøgte med 2,75. Arvingen stod fast - og i stedet fik vi husetet halvt år senere til 2,55 og en noget bedre rente.

Ja, man kan være heldig - og verden, den er i hvert fald lille i vores kvarter!